Medarbejder-login

Trafikken gennem Ribe ensrettes midlertidigt

09-12-2011

Trafikafviklingen gennem Ribe vil i forbindelse med renoveringen af Domkirkepladsen blive ændret af hensyn til anlægsarbejdet.

Mens anlægsarbejdet med Domkirkepladsen gennemføres, vil trafikken blive ensrettet rundt om pladsen. Dette for at skabe den nødvendige plads til Stürup A/S’s anlægsmaskiner i gennem byggeperioden.

Ved at ensrette trafikken rundt om Domkirkepladsen skabes der ikke trafikale propper i gaderne. Nogle vil dog skulle køre en mindre omvej, når de skal til og fra hjemmet.

Trafikken reguleres ved, at Sønderportsgade gøres ensrettet fra Nygade og frem til Stenbogade. Samtidigt gøres Stenbogade ensrettet fra Sønderportsgade, over Torvet og frem ad Grydergade til krydset Graabrødregade og Korsbrødregade. Undtaget fra ensretningen er dog cyklister.

Bilisterne skal være opmærksomme på, at den ensrettede del af Sønderportsgade er beliggende i gågadezone. Dette betyder, at der ikke må parkeres udenfor de afmærkede områder jf. færdselsloven.

Efter arbejdet med Domkirkepladsen er opstartet, er et stigende antal parkerede biler observeret i gaden, flere end der er afmærkede pladser til – de biler parkerer derfor ikke lovligt.

Ensretningen bliver etableret i løbet af uge 50 og ophæves først ved afslutningen af projektet med Domkirkepladsen ved udgangen af 2012.